En lækker forårs-menu

Bliv inspireret til at finde sundt kaninfoder i bogen "Jeg elsker min kanin".
I dag bød turen i haven på følgende lækre forårs-menu. (Foto: Tine Kortenbach)

Vil du forkæle dine kaniner? Naturen bugner lige nu af sprøde urter, som er perfekte til fodring af kaniner. Start med små mængder – og trap langsomt op i takt med, at deres maver bliver vænnet til det.
Dagens tur i haven bød på følgende menu: Skvalderkål, skræpper og græs.

Bliv inspireret til at finde sundt kaninfoder i bogen "Jeg elsker min kanin".
Skvalderkål og små, unge skræppe-blade. (Foto: Tine Kortenbach)

Skvalderkål:

Alle haveejeres skræk. Men måske skulle du slutte fred med din skvalderkål. Kaninerne guffer det gerne her i foråret, hvor det kommer frem som noget af det første – og i rigelige mængder.
Det nye skvalderkål er lækkert. Det er også dejligt til din egen salatskål. Senere på året foretrækker kaninerne andre planter.

Skræppe:

Der findes mange forskellige typer skræpper i Danmark, f.eks. den med navnet Almindelig syre. Pileurtfamilien. Kaninerne æder dem gerne, men det er en af de planter, der bør serveres i mindre mængder.

Græs:

Bliv inspireret til at finde sundt kaninfoder i bogen "Jeg elsker min kanin".
Græs er et fremragende foder til kaniner. Det kan de tåle i store mængder. (Foto: Tine Kortenbach)

Græs er et super godt basis foder. Det kan du servere i store mængder. Når kaninerne først er vænnet til græs, tygger de sig gennem alle typer græs.
Det skal helst være de storbladede typer. Det er langt bedre end dværgsorterne, som ofte bruges i plænegræs. Der er flere fibre i de store grove græsser. Fibrene er vigtige for alle de gode bakterier og andre mikro-organismer, der lever i kaniners fordøjelseskanal og hjælper med at omdanne plantefoderet til det, som kaninerne optager.
Når græs bliver tørret, kaldes det hø. Faktisk har frisk græs flere fordele i forhold til den tørrede version.

  • For det første er der større chancer for, at det indeholder de vigtige næringsstoffer, som kaninerne har brug for.
  • For det andet er der mere vand i det friske græs. Det er vigtigt for kaniners fordøjelse, at der er rigelig med vædske til stede. Det er der brug for, så mavens indhold kan blive æltet godt rundt. Mange af de problemer, man ser hos kælekaniner skyldes faktisk, at det hele går i stå nede i deres fordøjelseskanal.
  • For det tredje er der en større slibe-effekt i frisk græs end hø. Hos kælekaniner ser vi desværre ofte, at deres tænder ikke bliver slebet tilstrækkeligt. Det betyder, at tænderne begynder at vokse vildt. Det kan få katastrofale konsekvenser for deres bid og evne til at tygge.

Denne plante kan slå din kanin ihjel

Taks er giftig for kaniner. Foto fra bogen "Jeg elsker min kanin", skrevet af Tine Kortenbach.
Taks er giftig for kaniner. Foto fra bogen “Jeg elsker min kanin”, skrevet af Tine Kortenbach.

Er taks giftig for min kanin? Ja, desværre. Taks er endda så giftig, at den kan koste din kanin livet.

Desværre er der noget, der tyder på, at kaniner kan bliver tiltrukket af taks. De kan i hvert fald finde på at gnaske på den, hvis de kommer i nærheden af den. Det er ikke så godt, for taks indeholder et kraftigt og hurtigtvirkende giftstof.

Derfor er det vigtigt at sørge for, at der ikke er taks i dine kaniners løbegård. Du skal også være meget opmærksom på, at du ikke giver kaninen grene af taks til at gemme sig i eller til at lege med.

Taks til pynt

I kanin-kredse går der stadig rygter om den udstilling, hvor man som pynt havde lagt grene af taks oven på burene. Det tog livet af adskillige kaniner.

Taks er ikke blot farlig for kaniner. Der er også mange heste, der er blevet syge af taks. Der går mange historier om, at dengang mælkemanden kørte rundt med en hestevogn, så kunne det ske, at hesten pludselig faldt om på vejen, fordi den kort tid forinden havde snuppet en mundfuld taks i en hæk langs vejen.

Trives godt

Taks trives godt i vores klima. Ligesom et juletræ har den nåle hele året. Den kan både være en busk og et mindre træ med en bred, tæt grenet vækst. Om efteråret får den store, skinnende røde frugter med en rund kerne indeni. Det er især nålene og kernen, der er giftige.

Hver efterår og tidlig vinter er der også mange hunde, der fristes af de røde, modne bær og spiser rigtig mange. Det kan være meget kritisk, da kernerne i bærrene med ganske kort varsel kan koste hunden livet.

Fugle elsker taks

Lige uden for mit vindue står der en stor taks, som hvert år får de flotteste røde bær. De indeholder en hård kerne med frøet inderst og en tyk kappe med slimet frugtkød udenpå.

Hvert år sidder jeg og kigger på, at fuglene hapser de flotte bær i én mundfuld. De samme fugle kommer igen og igen, så bærrene er tilsyneladende ikke giftige for dem.

Min teori er, at fuglene æder bærrene på grund af det røde frugtkød, som sikkert er meget næringsrigt. Kernen ryger lige igennem fordøjelseskanalen og bliver afleveret sammen med en lille gødningsklat. På den måde får taksen spredt sine frø. Der er en masse små selvsåede taks-træer rundt omkring i min have. De kan takke fuglene for, at de er havnet der