Der er mere end 10 forskellige slags flåter i Danmark. Nogle af dem bor her fast. En del kommer til landet siddende på et kæledyr – de er derfor sjældne og trives som regel ikke her i landet. Andre er så småt ved at flytte ind permanent.
3 af de mest interessante flåter i Danmark er:
- Skovflåt (Ixodes ricinus)
- Engflåt (Dermacentor reticulatus)
- Husflåt (Rhipicephalus sanguineus)
Hvad er skovflåt?
Skovflåten er den mest almindelige flåt i Danmark. Den findes i hele landet fra marts til november, især i tæt og fugtig bevoksning på skyggefulde steder. Flåten er mest aktiv om foråret og om sommeren.
Helt unge skovflåter er meget små – en millimeters penge, og de skal ses i lup. De kan kendes på, at de har seks ben. Efterhånden som de bliver ældre, bliver de væsentlig større, og de voksne hunner er i størrelsesordenen 1/2-1 cm. De har otte ben, altså fire par.
Den sidder i spidsen af et græsstrå og med forbenende strakt ud er den klar til at springe på en bytte. Det kan være rådyr, pindsvin, mus, kaniner og mennesker.
Når den er kommet over på et passende dyr, så kravler flåten hen til steder med tynd hud, eksempelvis i nakken eller omkring øjnene, hvor den bider sig fat og suger blod, mens den vokser i størrelse. Når den har fået nok blod, giver den slip og lader sig falde ned på jorden, hvor den udvikler sig til det næste stadie i sit liv eller lægger æg, hvis det er en voksen hun.
I de senere år er antallet af skovflåter steget markant, sandsynligvis fordi antallet af rådyr er steget.
Det stigende antal rådyr kan dog ikke forklare, hvorfor antallet af flåter også er steget markant inde i byer – i haver og parker, hvor der ikke er rådyr. Her mener man, at pindsvinene kan spille en vigtig rolle som vært for flåterne .
Det stigende antal kan også hænge sammen med, at klimaet er ved at ændre sig. Flåter trives nemlig bedst i omgivelser med en relativ høj luftfugtighed og ved relativt høje temperaturer.
Hvad er engflåt?
Engflåten er større og har en anden farve på bagkroppen end de skovflåter, vi normalt ser herhjemme. (Se foto nedenfor)
Engflåt blev registreret første gang i Danmark i 2017 på en guldsjakal, der var blevet skudt i Thorsminde i Vestjylland. Den havde 21 engflåter i pelsen. Det var også første gang, at der er skudt en guldsjakal i Danmark, så den er sandsynligvis løbet over grænsen fra Tykland.
18 af engflåterne viste sig at have en sygdomsfremkaldende bakterie Rickettsia raoultii. Hvis et menneske bliver bidt af en flåt med denne bakterien i sig, kan det give forstyrrelser i lymfesystemet og sorte sår på størrelse med en femkrone, indtil huden afstødes og falder af.
De danske hospitaler kender bakterien fra mennesker, der har været ude at rejse. Rickettsia raoultii skal behandles med en anden type antibiotika, end den, der bruges mod borrelia, som den meget almindelige skovflåt (nævnt ovenfor) kan være inficeret med.
Man kan forestille sig, at enkelte engflåter tidligere har været slæbt ind i Danmark, men at de ikke har kunne etablere sig. I takt med at klimaet ændrer sig, vil der sikkert komme flere. Vi ser i øjeblikket, at engflåter begynder at finde vej til store dele af Europa, især i Østeuropa er de et problem.
I april 2019 blev der fundet engflåt på en hund i Errindlev på Lolland. Den var bærer af den sjældne sygdom Babesia Canis.
Mennesker kan også blive smittet, hvis de bliver bidt af en flåt, der bærer parasitten. Heldigvis er antibiotika virksom mod sygdommen, men den kan være livsfarlig, hvis man har et svækket immunforsvar.
Sygdommen viser sig typisk et-fem uger efter at man bliver smittet. Symptomer kan være feber, kulderystelser, muskel- og ledsmerter samt rød, blodig urin. Nogen gange er der ingen symptomer.
Hvad er husflåt?
Husflåt er verdens mest udbredte flåt – på engelsk kaldes den “brown dog tick”. Ligesom andre flåter er den berygtet for at sprede adskillige sygdomme hos både dyr og mennesker.
Her i landet er den heldigvis sjælden. Når den opdages, er det som regel i pelsen på en hund, der har været sydpå. Husflåt kan også angribe andre kæledyr, f.eks. kaniner, og mennesker.
Læs mere om flåter og kaniner:
Kaniner og flåter. Tjek din kanin jævnligt
Sådan fjerner du flåter på kanin.